- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Skoda Octavia Combi RS245 2,0 TSI DSG


Praktisk landevejsracer


Af Søren Clauding – marts 2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ved første øjekast ligner bilen en hvilken som helst anden Octavia Combi. Måske lidt gejlet op med 19” letmetalfælge og lidt ekstra stafferinger, skørter og spoilers. Men man skal som bekendt ikke altid skue hunden på hårene, og med Skodas lange motorsportstradition i baghovedet er det egentlig ikke så mærkeligt, at der findes mere under hårene, end man umiddelbart skulle tro.

 

Det er symptomatisk for Skoda, også gennem den aktuelle motorsports indsats, hvor Skoda er fast deltager i Rally-verdensmesterskabet med deres Fabia model. Den ser ikke så højpotent ud som dem, der vinder løbene totalt, men gør det godt endda. Sidste år vandt netop en Skoda Fabia den såkaldte WRC2 klasse, altså en slags 2. division. For Skoda fører sig ikke frem som en premium-bil, det gør man heller ikke i VW Gruppen – den slags overlader man til VW og især til Audi, om end bilerne langt henad vejen er teknisk identiske.

 

Den praktiske løsning

Og det betyder derfor også, at man ikke er dårlig, snarere tværtimod, for på landevejen er det fint at være hurtig, men også rart at være praktisk. Og det er præcis, hvad Skoda Octavia SW RS er.

 

Skoda Octavia Combi er stationcar udgaven af den mellemstore model, der er skabt på samme tekniske platform, den såkaldte MQB platform, som fx VW Golf og SEAT Leon. Men når der så sættes et ”RS” i efternavnet sættes farten samtidig op. I bogstavelig forstand, for en Octavia RS leverer op til 230 hestekræfter. Og med ”245” efter RS, ja det siger næsten sig selv, da øges topeffekten til ikke færre end 245 hestekræfter. Det er ret meget til en mellemstor stationcar, som da også kun skal bruge 6,7 sekunder på at nå de magiske 100 km/t.


 


Bedre bagaksel

Men én ting til: i stedet for den konventionelle såkaldte compound-link bagaksel, som man finder både den almindelige Octavia samt Golf & Co. har man skabt en anden bagvogn på Octavia Combi RS, baseret på multilink teknologien. Det indebærer, at når fjederbevægelserne flytter bagenden på bilen op og ned, sker der næsten ingen forskydning af hjulenes indbyrdes position, heller ikke gennem kurver, hvor udfordringen ellers er størst.

 

Derved undgår man næsten, at bagenden forsøger på at styre med, og det er en ubeskrivelig fordel, når man kører så hurtigt, som en Octavia Combi RS245 kan.

 

250 km/t er den officielle topfart og den har vi ikke prøvet i praksis. Men også ved lavere fart kan man opleve en rolig bagvogn, og det giver alt andet lige både en roligere men også en mere sikker kørsel.



Forbavsende komfortabel

Der til kommer det suveræne vejgreb, leveret af de store hjul med 225 mm brede 35 procent lavprofildæk. Som i øvrigt komplementeres af moderne lavfriktions støddæmpere, der giver en langt mere komfortable affjedring end man skulle tro, uden dog at sætte det sportslige, dynamiske islæt helt til side. En del af denne hemmelighed ligger også i et elektronisk styret frontdifferentiale, som optimerer kraftoverførslen til kørebanen.


Røde Brembo-bremser giver forhjulene ekstra karakter og virker formidabelt godt.


Så man skal altså ikke skue hunden på hårene, for indenunder pelsen kan virkeligheden være anderledes. Det er den også, når man sætter sig indenfor i den meget rummelige Octavia kabine. Alkantara indtræk er standard i RS245 udgaven, men naturligvis har man bibeholdt så unikke detaljer som paraplyholderen under forreste passagersæde, isskraberen under tankdækslet og p-billetholderen i frontruden.

 

610 højfarts bagagerumsliter

Man skal vel kunne genkende sin Skoda, også når den har fået lidt større fartpotentiale. Og derfor er hele basisfunktionaliteten også på plads: Ikke mindst et stort 610 liter bagagerum, der kan forøges til 1740 liter, når bagsæderne lægges ned, samt en omfattende udstyrsliste.

 

Prisen for en Skoda Octavia Combi RS245 er dog også derefter: 455.000 afgiftslettede danske kroner koster den – det er 80.000 kroner mere end RS-udgaven uden ”245”. Men det er ikke alene lidt udstyr og motorkræfter, der gør forskellen. Også gearkassen er anderledes: 7 trins DSG dobbeltkoblingsgear har man i RS245 mens man i RS må nøjes med 6 trin.


Den højpotente Skoda Octavia RS245 i Combi udgaven har fine køreegenskaber - selv på regnvåde danske vinterveje. Se selv. Fuld HD.


 


Model:

Skoda Octavia Combi RS245 2,0 TSI DSG

Listepris:

Kr. 455.000

Motor og transmission:

4 cyl. 2,0 l tuebo-benzin. 245 hk. 370 Nm/1600-4300 omdr./min. 7 trins DSG.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

6,7 sek./ 250 km/t/ 15,6 km/l / 146 g/km

Længde:

4,67 m

Bagagerum:

610-1740 liter

Anhænger:

1600 kg

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. 19” letmetalfælge. Automatisk nødbremse. Fuld LED. 7 airbags. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Klimaanlæg med køl i handskerummet. Multijusterbart læderrat. Sædevarme. El-sportssæder for. Fartpilot. Regnsensor. P-sensor bag. Tagræling. Isofix.


 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt