- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: KIA Stinger GT-Line 2,0 T-GDI RWD

Iøjefaldende og velfungerende

Af Søren Clauding – maj 2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

KIA Stinger er et statement fra KIA om, at KIA kan mere end producere overkommeligt prissatte brugsbiler. Den er imidlertid blevet til mere end et blot et signal til omverdenen, for den lever helt op til sit iøjefaldende design og fine specifikationer. Dermed får KIAs statement større vægt. Man bliver ikke skuffet og rynker på næsen, når man har stiftet bekendtskab med bilen, og så har signalet virkelig værdi.

 

Det vidste vi sådan set godt, for allerede i forbindelse med de første internationale prøvekørsler, der fandt sted på Mallorca sidste efterår, havde vi et klart billede af KIA Stinger (on-board videoen her på siden stammer i øvrigt fra dengang). Men ét er et hurtigt møde på snoede Mallorcanske bjergveje med masser af distraherende cyklister, der mener, at de kan stå ligeså godt fast gennem svingene ned ad bakke, som Stingeren kan med sine 19” fælge og 255 mm brede dæk. Ét andet er, at prøve den på ujævne danske landeveje og ikke mindst lade den trænge mere ind under huden.

 

Attraktiv prissætning

Det har vi så gjort nu med den allerbilligste version. Det er den, der ”kun” har en 255 hestes turbobenzinmotor i maskinrummet, baghjulstræk og 8 trins automatgear. Samt GT-Line udstyret, der imidlertid giver den endnu mere især visuelt pondus. Listeprisen er 614.000 kroner, hvilket naturligvis ikke passer til enhver danskers bankkonto, men på den anden side heller ikke er så voldsomt i forhold til en række af konkurrenterne i samme størrelse og med samme fartpotentiale.



KIA Stinger er nemlig en ret stor bil. Den måler 4,83 meter i længden, den er godt nok kun 1,40 meter høj, men den har ikke desto mindre plads til 4-5 personer og over 400 liter bagage, der kan øges til 1,1 kubikmeter, når bagsæderyglænene slås ned. At det ikke bliver til mere, hænger alene sammen med det stærkt skrånende bagparti, der er med til at give bilen sit fine udseende.


 


Brugbar og udstyrsrig

Fordi KIA har valgt, at bygge en forholdsvis stor bil, har de også opnået en ret brugbar bil. Med en frihøjde på blot 13 cm skal man naturligvis holde sig fra dybe hjulspor – til det brug bør man anskaffe en KIA Sportage eller Sorento – men den er rummelig, selv ikke med det ekstraudstyrede glastag er loftshøjden lav ved bagsæderne, og så er den ret luksuøs.

 

Prisen inkluderer 8” berøringsskærm med navigation, Harman Kardon lydanlæg med 15 højtalere, Bi-LED forlygter, der giver et suverænt lys om natten, dynamisk kurvelys, sædevarme og ventilation fortil, sædevarme på bagsæderne, elektrisk indstillelige forsæder i læder, elektrisk indstilleligt D-formet GT-Line læderrat, der glider i position, når man er steget ind (og væk, når man har slukket motoren og skal stige ud), p-sensorer foran og bagi, adaptiv fartpilot og meget mere.



Avanceret undervogn

Plus de førnævnte 19” fælge med 255 brede 35 procent lavprofildæk, som er med til at sikre et suverænt godt vejgreb. Stinger har multilink baghjulsophæng, i princippet som på en racerbil, som næsten eliminerer baghjulenes medstyring, og 8-trins automatgearer kan skiftes manuelt via paler bag rattet.

 

Blandt det øvrige udstyr skal nævnes bakkamera som nu er ret hensigtsmæssigt, for udsynet bagud er naturligt nok i en sports-coupé ikke fremragende.

 

Køreegenskaberne

Affjedringen er forbavsende komfortabel, bilens fartpotentiale taget i betragtning. Men på grund af den avancerede undervogn og den beskedne affjedring i dæksiderne styrer den ultra præcist. I forhold til den ultimative 370-hestes 4-hjulstrukne udgave, som vi snart vender tilbage til, er bilen endnu lettere gennem kurverne og med baghjulstrækket plus det store drejningsmoment, der topper allerede ved 1400 omdr./min. har man en køredynamik, som helt er i overensstemmelse med KIA’s ønske om, at sende et signal om virksomhedens evner til at mestre hele spektret indenfor moderne bilproduktion. I øvrigt er bilen lydløs og luksuøs i enhver forstand.

 

Oven i det hele giver KIA også på Stinger 7 års garanti som et andet statement om, at KIA ikke bare står ved kvaliteten af deres biler, men også, at bilerne har en sådan kvalitet, at KIA ikke bagefter behøver at bekymre sig om, at man har givet så omfattende en garanti.


Andre KIA prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også:

KIA Stinger First World Test >>>


Vi prøvede  KIA Stinger i udgaven med 255 hestes benzinmotor og baghjulstræk på snoede bjergveje på Mallorca. Se med og oplev dens dynamiske kørefærdigheder. Fuld HD.


 


Model:

KIA Stinger GT-Line 2,0 T-GDI RWD

Listepris:

Kr. 513.979

Motor og transmission:

4 cyl. Turbo benzinmotor 2,0 l. 255 hk. 353 Nm/1400-4000 omdr./min. Start/stop. 8-trins aut.gear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

6,0 sek./ 240 km/t/ 12,0 km/l /181 g/km

Længde:

4,83 m

Bagagerum:

406-1114 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD. ESP. 7 airbags. 19” alufælge. Bi-LED forlygter med dynamisk kurvelys. Vognbaneassistent. Elektrisk multijusterbart læderrat med varme. El-justerbare forsæder i læder med varme og ventilation. Bagsædevarme. 2-zone klimaanlæg. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Adaptiv fartpilot. Regnsensor. Lyssensor. Aut. nødbremse. 8” touchscreen med navigation og TomTom LIVE-service. Bakkamera. P-sensorer for og bag. Harman Kardon lydanlæg med 15 højtalere. Head-up display.


Link til importøren


 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt