- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se de, større


Biltest: Jaguar XF Sportbrake Prestige 2,0 250 hk aut. RWD


Funktion og køredynamik i skøn forening


Af Søren Clauding – juni 2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er ikke det letteste i denne verden, at forene køredynamik med praktisk funktionelle egenskaber og en høj grad af kørekomfort. Men Jaguar har gjort det med den store XF Sportbrake, en bil, der med sin fem meters længde virkelig ER stor.

 

Motorkræfter er selvsagt godt for køredynamik. Og den prøvekørte stationcar version af Jaguars også ret store premiumbil, XF, som vi tidligere har prøvekørt i et par varianter har mange kræfter. Den er nemlig udrustet med en 4-cylindret turbobenzinmotor, der sender 250 hestekræfter ud på de trækkende baghjul og gør det muligt, at nå 100 km/t på 6,6 sekunder, hvis man altså vil – og det er jo bestemt ikke altid at man må.

 

Køredynamik i bred forstand

Netop de gældende hastighedsgrænser stiller krav om, at køredynamik defineres som meget mere end at vinde kapløbet fra det ene grønne lys til det næste, som ofte er rødt… Det handler om styrepræcision, en bil i balance og klar, men stadig komfortabel fornemmelse af kørebanen. Det tilbyder en FX Sportbrake, trods sin størrelse.

 

Den er stort set ligeså lang som forgængeren, men akselafstanden er forlænget med over 5 cm. Det har flere fordele: 5 meter gør på den ene side en bil meget stor i bytrafik, så det ville være no-go at lade den vokse, så det er godt nok, at man ikke har gjort det.

 

Meget avanceret undervogn

En forlængelse af akselafstanden på 5 cm er i den sammenhæng ret meget og det giver sig udslag i bedre stabilitet ikke mindst ved høj fart, og så har Jaguar haft mulighed for, at benytte det avancerede Integrallink baghjulsophæng såvel som dobbelte wishbone forhjulsophæng uden at gå på kompromis med pladsen. Affjedringssystemerne er ganske enkelt sammen med hjulene sendt længere ud i hjørnerne.

 

Resultatet er pladsmæssigt blevet et bagagerum på 565 liter, der kan forøges til 1700 liter. At det ikke er blevet større skyldes Jaguars æstetiske krav: I stedet for et lodret afskåret bagparti er bagenden blevet skrånende og det tager naturligvis lidt plads.

 

Elegante løsninger

Omvendt er der indbygget elegante løsninger som et bagagerumsdækken, der selv kører ned på plads og op igen, når den elektriske bagklap aktiveres. Det er elegant og tiltaler givetvis den, der har betalt de over 800.000 kroner, den prøvekørte version koster.



Køreegenskaberne er godt hjulpet af en næsten 50:50 vægtfordeling, et ekstremt vridningsstabilt karrosseri, som for 75 procents vedkommende består af aluminium. Den gode balance har tilladt konstruktørerne at udstyre bilen med en forbavsende tilgivende affjedring – trods 245 mm brede 45 procent 18” lavprofildæk.



Motoren er ikke bare kraftfuld, den er også ret smidig og leverer de mange kræfter gennem en elektronisk styre drivline, der inkluderer et 8-trins automatgear. Der kan desuden vælges mellem forskellige køremodes, der også involverer de elektroniske stabilitetssystemer og torque vectoring funktionen.



Luftaffjedring sikrer stabiliteten

I øvrigt har man også sat luftaffjedring på baghjulsophænget. Det er i sig selv en komfortabel løsning men også et vigtigt element, hvis man virkelig stuver alt det ind i bagagerummet, som der kan være. Luftaffjedringen sikrer på én gang, at bagvognen holdes oppe på plads og at tyngdepunktet ikke vrides bagud. Og samtidig kompenseres der for en temmelig lav frihøjde på bare 11,6 cm. Uden luftaffjedring ville man hurtigt støde differentialet ned i kørebanen.

 

Det er i sagens natur også en fordel, hvis man vælger at sætte den anhænger på 1700 kg på trækkrogen, som man må. Også i den situation er en stabil bagvogn ekstra vigtig.



Udstyret

Den prøvekørte bil var udrustet efter alle kunstens regler. Meget var dog tilkøbt, bl.a. bakkamera (kr. 8600), ratvarme (kr. 5200), klassens største panorama glastag på 1,6 kvadratmeter (kr. 27.600) og adaptiv fartpilot med forskellige kørehjælpemidler til godt 31.000 kroner.

 

Standard i den prøvekørte Premium udgave (2. udstyrsniveau) er Xenon forlygter – Fuld LED kan fås, men da skal man købe XF Sportbrake i First Edition udgaven) – elektriske forsøder i læder, 2-zone klimaanlæg, 8” berøringsskærm med swipe-funktion, den førnævnte elektriske bagklap og meget mere. Automatisk nødbremse er selvfølgelig også standard.

Andre Jaguar prøvekørsler - find dem hér >>>


Vi har prøvet den nye stationcar udgave af Jaguars store XF-model med 250 hestekræfter under hjelmen. Fuld HD.


 


Model:

Jaguar XF Sportbrake Prestige 2,0 250 hk aut. RWD

Listepris:

Kr. 828.880

Motor og transmission:

4 cyl. 2,0 benzin turbomotor. 250 hk. 365 Nm/1350-4500 omdr./min. 8 trins automatgear med manuelt sekventielt skifte. Baghjulstræk.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

6,6 sek./ 244 km/t/ 14,7 km/l /155 g/km

Længde:

5,00 m

Bagagerum:

565-1700 liter

Diverse:

ABS. EBD. EBA. DSC. AEB. 18” alufælge Xenon forlygter. Nøgleløs entry og start. 6 airbags. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle. El-sideruder for og bag.  Multijusterbart læderrat. El-justerbare forsæder. Læderindtræk. 2-zone klimaanlæg. 8” touchscreen. Bluetooth, AUX og USB. Sædevarme for. 2 X Isofix. Vognbaneassistent. Elektrisk bagklap.


Link til importøren


 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt