- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Navnet på farven er "Misano Blå". Kuriosum: I Misano ligger en kendt italiensk racerbane.

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Alfa Romeo Giulia 2,0 TB 280 hk Q4 aut. Veloce

Veloce giver mening


Af Søren Clauding – maj 2018

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tænk, hvis en britisk bilfabrik gav en hurtig bil efternavnet ”Speed”. Eller en tysk fabrik kaldte en bil for ”Schnell”. Det ville være underligt. Men italienerne har andre normer: For dem er det helt naturligt, at kalde en Alfa Romeo Giulia ”Veloce”. Det betyder hurtig. Sådan! Hvis man altså skulle være i tvivl.

 

Endda er Alfa Romeo Giulia med tilnavnet Veloce ikke den hurtigste version. Den hurtigste hedder Quadrifoglio, hvilket nærmest er meningsløst for ikke-Alfa kendere, men det har noget med historie at gøre og inkluderer 510 hestekræfter. Veloce handler alene om fart. Og med 280 hestekræfter og firehjulstræk har man fart nok til de fleste formål. Derfor…

 

Meningsfuld

Og selvom 0-100 km/t måske kun giver mening i de 5,2 sekunder, de tager – i al slags vejr og på ethvert underlag, hvilket sikres af firehjulstrækket og 8-trins automtgearet – er der alligevel en vis mening med galskaben, som er svær at finde i Quadrifoglio versionen. I vores optik er netop den hér prøvekørte version den mest komplette, den mest harmoniske, den mest meningsfulde.

 

Giulia er en personvogn, den er ingen sportsvogn, heller ingen racerbil. Den har plads til i hvert fald fire personer, sådan lidt afhængig af, hvordan man definerer det til fire indrettede bagsæde, hvor midterpartiet kan rumme en ekstra person, men ikke er særlig komfortabelt. ”Midter-personen” skal i givet fald også kæmpe med en kardantunnel, som rent faktisk er i brug – i modsætning af de af konkurrenterne, som har en kardantunnel, der kun benyttes, når bilen er firehjulstrukken.

 

Kardantunnel med mening

Dermed giver kardantunnellen mening. For selvom Giulia er en personbil, er den baghjulstrukket. Den er oven i købet så avanceret, at kardanakslen er fremstillet af karbonfiber, som mindsker vibrationerne og leverer kræfterne præcist til baghjulstrækket. Og er vejgrebet ikke godt nok, sendes op til 60 procent af kræfterne op til forhjulene, styret af et glimrende drivline-styresystem, der sikrer præcis den mængde kræfter på hvert hjul, som er optimalt i samarbejdet med de tre øvrige.



Så selvom den ikke er en sportsvogn, har den køreegenskaber, der nærmer sig. Den har dobbelte wishbone hjulophæng for og bag. Og dermed giver de mange kræfter også mening. I vores optik og med skræmmende få kilometer i Quadrifoglio-versionen tør vi alligevel postulere, at 510 hestekræfter er mere end nødvendigt. Man kan udmærket klare sig med den næstbedste løsning. Dermed bliver prisen også et godt stykke under halvdelen. Det giver vel et eller andet sted også mening.

 

Vægtfordeling efter behov

On-board videoen her på siden illustrerer bilens køreegenskaber. Dem har vi tidligere prist og de er nok noget nær optimale i den her prøvekørte bil. 2-liters turbo benzinmotoren gør godt nok bilen 100 kg tungere end fx den tilsvarende 200 hestes benziner (men den vejer det samme som udgaverne med dieselmotor). Dermed bliver vægtfordelingen nok ikke helt de oplyste 50:50, i hvert fald ikke når bilen står stille.



Men når speederen trædes ned og det fortrinsvis er baghjulene, der tager sig af accelerationen, skubbes tyngdepunktet naturligt bagover og så skal det såmænd nok passe med den ligelige vægtfordeling. Det virker i hvert fald godt. Og spørgsmålet om en bils balance er mindre vigtigt, når man blot cruiser indenfor eksempelvis de danske hastighedsgrænser.

 

Sikkerhed i kørefærdighederne

En del af hemmeligheden findes også i det overbevisende drejningsmoment på 400 Nm, som nås allerede ved 2250 omdr./min. Når forhjulene giver en hjælpende hånd, er ikke bare accelerationen men også balancen i bilen forbilledlig. Se videoen og fornem hvor sikkert bilen kører. Læg også mærke til vor blødt og alligevel direkte launch-kontrollen håndterer starthullerne. Dem bliver man ikke hængende i.


Testbilen var udstyret med 19" fælge i stedet for 18" og de gule kalibre er ekstraudstyr. Trods lavprofilen var affjedringen forbavsende komfortabel.


Og sikkerheden er en uomtvistelig fordel, der er forbundet med en velkørende personbil. Med gode kørefærdigheder, godt vejgreb, god balance og præcis styring er man nemlig godt hjulpet i en kritisk situation. Den slags egenskaber sætter man hurtigt pris på, når man har set sig varm på en Giulia 2,0 TB Q4 Veloce.

 

Favorabel prissætning

Og a-pro-pos pris: Alfa Romeo er naturligvis hjulpet af den generelle afgiftsreduktion i november sidste år. Men oven i det har fabrikken reduceret prisen med et stort set tilsvarende beløb i forhold til det danske marked. Resultat: Den prøvekørte bil er nu prissat til 604.000 kroner. For et halvt år siden var prisen 695.000 kroner. Også det giver ganske god mening, hvis man har skrevet en Alfa Romeo Giulia 2,0 TB 280 hk Q4 aut. Veloce på ønskesedlen.

 

Udstyret inkluderer bl.a. Xenon forlygter, der trods LED forlygternes indtog fortsat giver et fremragende lys, en stor let læselig 8,8” skærm, ratvarme og ikke mindst læderindtræk. Og så er 8-trins automatgearet alle pengene værd (det er oven i købet inkluderet i prisen). Når først man er blevet forelsket i sådan en Giulia, er det en købsbeslutning, der er ”veloce” at tage.

Andre Alfa Romeo prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også:

Alfa Romeo Giulia Quadrofoglio First Test 2016


Veloce betyder fart. Og hurtig er den, den potente Q4 version af den meget velkørende Alfa Romeo Giulia. Vi har sendt den gennem en udfordrende smal og ujævn vej med uforudsigeligt vejgreb. Videoen viser hvordan det gik. Fuld HD.


 


Model:

Alfa Romeo Giulia 2,0 TB 280 hk Q4 aut. Veloce

Listepris:

Kr. 602.977

Motor og transmission:

4 cyl. Turbo benzinmotor 2,0 l. 280 hk. 400 Nm/2250 omdr./min. Start/stop. DNA. 8-trins aut.gear. Q4 AWD.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

5,2 sek./ 240 km/t/ 15,6 km/l /152 g/km

Længde:

4,64 m

Bagagerum:

480-1045 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD. ESP. Aut. nødbremse med fodgængergenkendelse. Vognbaneassistent. 6 airbags. 18” alufælge (testbilen: 19”). Xenon forlygter. Fjernbetjent centrallås. Multijusterbart læderrat med varme. Læderkabine. Sportssæder. 2-zone klimaanlæg. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot. Regnsensor. Lyssensor. 2 X Isofix. 8,8” skærm.


Link til importøren


 

Bagagerumskapaciteten er 480 liter og bagsæde ryglænene kan lægges ned.

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt