- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Volvo XC60 D5 AWD Inscription

Top teknik for alle pengene


Af Søren Clauding – november 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Volvo kan det dér med teknikken. Det har de vist ved utallige lejligheder. Det er også helt tydeligt i en bil som den helt nye XC60, der bl.a. byder på en avanceret undervogn. Forudsat man vil betale for det. For selv i en verden med afgifts nedsættelser koster en XC60 mange penge, ikke mindst den her prøvekørte top version.

 

Men indrømmet, man får også meget for pengene. Måske ikke så meget ekstra i traditionel forstand, for selvom der er god plads i den mellemstore SUV, så er et bagagerum på 505 liter ikke overvældende – måske derfor skilter Volvo heller ikke med tallet i brochure materialet. Men der en forklaring på alt. Bl.a. benyttes en del af pladsen derude bagtil på et avanceret såkaldt integreret baghjulsophæng, og anden plads går til det bageste differentiale, for den prøvekørte bil havde også firehjulstræk.



Forvaltning af mulighederne

Oppe fortil fråses der også med pladsen, for den er bl.a. benyttet til et pladskrævende dobbelt wishbone forhjulsophæng. Og da benpladsen er glimrende overalt i bilen (den er vel ikke for ingenting skabt af velvoksne skandinaver), begynder man at forstå, hvordan Volvo har forvaltet mulighederne.

 

Man har oven i købet forsynet netop dette eksemplar med oceaner af udstyr. Bl.a. en glimrende justerbar pneumatisk affjedring. Det er ekstraudstyr ligesom så meget andet. Basisprisen er 827.705 afgiftsreducerede kroner. Med ekstraudstyr er den krøbet op på næsten 1,2 millioner kroner. Det bringer XC60 solidt ind i premium klassen og som sagt, man får meget for pengene.

 

Kraftig drivline

Noget af det, der følger med til basisprisen, er en D5 motor, dvs. en kraftig turbodieselmotor. Og kraftig er den: 235 hestekræfter, 480 Nm fra 1750 til 2250 omdr./min. I kombination med firehjulstrækket kan man nå de 100 km/t på 7,2 sekunder. Men egentlig er det tal mere et kuriosum, vigtigere er det, at bilen kan trække 2400 kg og oven i købet komme frem mange steder, hvor mange andre giver op. Også 8 trins Geartronic automatgearet er en del af pakken.



En del af forklaringen ligger også i den store vægt, for udstyr vejer, og den køreklar standardvægt på 2 tons er med til at stabilisere bilen og give den en rolig kørsel. Brændstofforbruget, nå ja, 17,2 km/l er vel det, det koster at køre rundt med så stort et potentiale. Men skal den gøre det bedre, kan man skifte 19” fælgene ud med 18”, så kan man køre 17,9 km/l.

 

Four C undervognen

Om det er en god idé, er vi ikke helt sikre på. Vores erfarings grundlag inkluderer nemlig ikke XC60 i andre versioner – det må komme hen ad vejen – så sammenlignings grundlaget er ikke eksisterende. Men vi kan konstatere, at luftaffjedringen, den justerbare og adaptive såkaldte Four C undervogn, og den grundlæggende hjulophængskonstruktion tilsammen gør det godt.

 

Frihøjden er på ikke mindre end 21,6 cm, det er herligt, hvis man forlader den plane asfalt, men stiller særlige udfordringer, nær man bliver på asfaltvejen. Det skal tilføjes at vejrgudernes uforudsigelighed også spillede med, trods årstiden var temperaturen omkring 11-12 grader – men bilen var iklædt vinterdæk, og det giver et noget mere upræcist vejgreb.



Det er alt sammen vigtigt at forholde sig til, hvis køreegenskaber har stor betydning, og det har de vel i en bil til 1,2 millioner kroner. Fordi efterårsstormene blandede sig også (se videoen her på siden). Vi var glade for, at det var muligt, at benytte den tilgivende offroad indstilling af undervogn og drivline, når der skulle køres på ujævnt terræn med dårligt vejgreb. Ligeså glade var vi for, at kunne skifte over i den dynamiske indstilling, når der skulle køres i sidevind eller ved motorvejsfart.

 

Frihøjden sænkes

I den situation sænker luftaffjedringen bilen 2 cm og strammes samtidig op. Derved bliver den tunge bil mere stabil, også godt hjulpet af de større hjul. Trods den ikke optimale dækmontering efterlod det et udmærket indtryk af Volvoens kørefærdigheder. I øvrigt sænkes bilen også i den såkaldte Eco-indstilling, men da er formålet, at forbedre luftstrømmene omkring bilen og dermed også dens brændstoføkonomi.

 

Det hele er pakket ind i det nye Volvo design, som ikke mindst læner sig op ad storebror XC90. Og på udstyrssiden skal det også nævnes, at basisudgaven har 2-zone klima anlæg, LED forlygter, sædevarme og Hill Descent Control. Medium udstyret Momentum inkluderer elektrisk bagklap, nøglefri betjening og p-sensorer for og bag. Med Inscription får man 19” fælgene, digital instrumentering, elektrisk indstilleligt førersæde, de forskellige køreindstillinger af drivlinen, adaptiv fartpilot, kurvelys og meget andet.

 

Men vil man have den adaptive undervogn er prisen små 40.000 kroner oveni, 360 grader surround view koster over 20.000 kroner og panorama soltag næsten 28.000.


 

 

Andre Volvo prøvekørsler – find dem her >>>


Vi har prøvekørt den nye Volvo XC60 både på og udenfor asfaltvejen. Se hvordan den håndterede den sag. Videoen kan også ses i Fuld HD.


 


Model:

Volvo XC60 D5 AWD Inscription

Listepris:

Kr. 827.705

Motor og transmission:

4 cyl. 2,0 l Turbo-dieselmotor. 235 hk. 480 Nm/1750-2250 omdr./min. 8 trins automat gear. AWD.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

10,2 sek./ 195 km/t/  15,6 km/l /169 g/km

Længde:

4,69 m

Bagagerum:

505 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD. ESC. EBA. City Safe. Hill Descent Control. 6 airbags. 19” letmetalfælge. LED forlygter med kurvelys. Fjernbetjent centrallås med nøglefri indgang. Adaptiv fartpilot. Multijusterbart rat. Digital instrumentering. Elektrisk justerbart førersæde. 2-zone klimaanlæg med aktivt kulfilter. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Sædevarme for. Regnsensor. P-sensorer bag. Elektrisk bagklap. Isofix. 9,3” touchscreen.


 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt