- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Volvo V40 aut. T4 R-Design

Designer-bil  med komfortable sportspræstationer


Af Søren Clauding – marts 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Volvo V40 er et designmæssigt mesterstykke. Visuelt gør den indtryk og det bliver bestemt ikke ikke ringere af det seneste facelift, som bl.a. inkluderer de særlige Thors hammer forlygter, som man også kender fra XC90 samt S og V90. Med 190 hestekræfter i maskinrummet og en fabelagtig acceleration bliver bilen helt sportslig.



Faktisk er man i stand til, at nå de magiske 100 km/t på blot 6,9 sekunder. Med det velfungerende 6 trins Geartronic automatgear behøver man slet ikke spekulere på hvordan. Speederen i bund og så klarer elektronikken resten.

 

Ingen racerbil

Med R-Design underbygges det dynamiske, sportslige snit, men selvom “R” skaber associationer til  “race” er V40 ingen racerbil. Det er godt det samme, for hvis V40 havde gennemgået den forvandling, ville noget af elegancen og den brutale lethed være gået fløjten. Nu kan man glæde sig over, at bilen ser godt ud, at man kan komme gevaldig hurtigt ud af starthullerne, og samtidig blive komfortabelt transporteret.

 

Heldigvis har Volvo nemlig ikke udrustet bilen med kæmpefælge med ultra lavprofildæk, som med garanti ville have gjort den til en rystende oplevelse. Nu har man monteret moderate 17” alufælge  med 225 brede 45 procent lavprofildæk. Den kombination sikrer en god og præcis styring og en god køreoplevelse.



Fortjente kræfter

Vi har tidligere  efterlyst mere motorkraft til V40, fordi den kører så godt, at den derfor fortjener det. De 190 benzinheste opfylder ønsket til fulde, ikke mindst fordi den 4-cylindrede turbomotor leverer sit maksimale drejningsmoment på 300 Nm allerede ved 1300 – ja, 1300 – motor omdrejninger i minuttet og fastholder det helt op til de 4000. Det giver en uforlignelig trækvillighed og stor fleksibilitet som igen understøtter det komfortable islæt. Samtidig er støjniveauet moderat (oplev køreturen bag rattet i V40 i onboard videoen her på siden).



I øvrigt er det fornemt, at Volvo har været i stand til at opnå præcis samme benzinøkonomi med denne udgave af 2-liters turbomotoren som i den 122 hestes udgave, vi prøvede for et års tid siden. Vi gætter imidlertid på, at det alene kan lade sig gøre, hvis man gennemfører et identisk køreforløb – som ikke er særlig hurtigt. Til gengæld er tallet på 18,2 km/l flot – men træder man speederen i bund og nyder de mange hestekræfter, dykker det naturligt nok kraftigt.

 

Realistisk prissætning

Den billigste Volvo V40 er prissat til 312.890 kroner. Det er faktisk en helt OK pris, fordi den kan sammenlignes med andre livsstilsbiler, hvor det handler om design og køreegenskaber frem for gode pladsforhold og funktionelle løsninger.

 

Den prøvekørte V40 R-Design koster 455.000 kroner – som egentlig er en forbavsende ringe merpris, fordi man får så mange flere hestekræfter, automatgear og et omfattende udstyr oveni. R-Design linjen er toplinjen, den koster isoleret betragtet 70.000 kroner og inkluderer bl.a. 17” alufælge, LED forlygter, p-sensorer bag (hensigtsmæssigt, fordi udsynet bagud ikke er så overvældende som det design, der er grunden til det). 7 airbags, hillstart assist, regnsensorer, sædevarme, el-ruder for og bag, 2-zone klimaanlæg, fartpilot og ikke mindst læderindtræk er andre grunde til den højere pris.



R-Designet

Dertil kommer det, der gør, at man kan se, at der er tale om ”R-Design” versionen: Højglans frontgrill i sort, et gedigent R-Design læderrat, sportspedaler og dobbelt afgangsrør. Er man så uheldig – eller heldig, det kommer an på hvordan man ser på det - kan man jo studere detaljerne efter som fodgænger at have været i nærkontakt med bilen. For med stor sandsynlighed slipper man fra det med helbredet i behold: City Safety systemet forhindrer i de fleste tilfælde kollision med hastigheder op til 15 km/t og går det galt, er Volvoen udrustet med fodgænger airbag, så skaderne minimeres mest muligt.


 

Andre Volvo prøvekørsler - find dem hér >>>


Den prøvekørte Volvo V40 har en 190 hestes benzinmotor i maskinrummet. God oplevelse, selvom vejene var glatte. Videoen kan også ses i Fuld HD.



Model:

Volvo V40 aut. T4 R-Design

Listepris:

Kr. 454.890

Motor og transmission:

4 cyl. 2,0 ltr. turbobenzin motor. 190 hk. 300 Nm/ 1300-4000 omdr./min. 6-trins aut. gear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

6,9 sek./ 210 km/t/ 18,2 km/l / 128 g/km

Længde:

4,37 m

Bagagerum:

335 liter

Værd 0at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. Hill Start Assist. City Brake. 17” letmetal fælge. LED-forlygter. 7 airbags. 2-zone klimaanlæg. Multijusterbart læderrat. Lædersæder. Sædevarme. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot.. P-sensorer bag. Regnsensor. Isofix.


 

 

 

Bagagerummet har ikke en plan bund, når bagsæderyglænene lægges fladt.

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt