- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest:

SEAT Ibiza FR 1,0 TSI 115 hk


Ibiza Formula Racing er den skarpe oplevelse


Af Søren Clauding – december 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Den helt nye SEAT Ibiza kom på markedet for få måneder siden. Den kører rigtig godt, hvad vi fastslog allerede i forsommeren i forbindelse med de første internationale prøvekørsler. Dengang kørte vi bl.a. Ibiza’en med den kraftigste af  de 3-cylindrede 1-liters TSI-motorer på 115 hestekræfter i Xcellense versionen. Med tilnavnet ”FR” bliver Ibiza endnu skarpere.

 

FR betyder Formula Racing. Betegnelsen benyttes af SEAT som en mellemting mellem ”Cupra” (som betyder Cup Racing) og er den sportslige variant af den almindelige Ibiza. Endnu er en ny Ibiza Cupra ikke kommet på markedet, og den vil med garanti have langt flere hestekræfter end de 115, og også flere end de 150 hestekræfter, som Ibiza også kan købes med. Men på danske hastighedsbegrænsede landeveje er spørgsmålet, om det betyder så meget, for 0-100 km/t på 9,3 sekunder gør jo ikke ligefrem Ibiza FR til en sinke…



Parat til fart

Faktisk er undervognen temmelig parat til god effekt, og når man strammer affjedringen op og monterer 17” alufælge med 215 mm brede 45 procent lavprofildæk i stedet for de 15” hjul, der følger med udstyrsniveauet Xcellence, får man køreegenskaber, der lever op til FR betegnelsen.



Videoen her på siden blev optaget i regn, den taler sit eget sprog, men vi prøvede også Ibiza FR på tør asfalt, og det er klart det underlag, hvor den trods alt trives bedst. Dér bliver den ret sjov og kommer i god overensstemmelse med det sporty design, som er en del af opgraderingen til FR.

 

Udvendig handler det om en hel række styling elementer, som giver den kompakte bil et langt mere sportsligt udseende. Indvendigt oplever man det samme, FR-sæder, FR læderrat osv. Røde syninger går igen overalt og understreger den udvendige "racer-røde" farve.



Køreindstillinger

SEAT er gået så langt med Ibiza FR, at man også har installeret forskellige køre-modes (Sport, normal, Eco og en individuel indstilling), som ikke har indflydelse på hjulophængningen, men på drivlinen, dvs. fra speederrespons til motorstyring. Også det har betydning for køreoplevelsen.



Herligt ved en bil som SEAT Ibiza er desuden dens basis design. I vores optik er den meget skarpere end fx søstermodellen, Volkswagen Polo. Polo blev den anden bil i VW Gruppen, der kom til at nyde godt af den såkaldte MQB A0 platform, som SEAT har stået for udviklingen af. De skarpe linjer har ikke forhindret rummeligheden i at være temmelig god. I kabinen er pladsen OK, i bagagerummet er den meget mere end OK: 355 liter er meget, og at få det pakket ind i et smart design, er en kunst.



Skarpe priser

Prismæssigt er SEAT Ibiza også ret skarp. Den allerbilligste Ibiza koster 135.000 kroner. Derfra og op til den hér prøvekørte version er der kun små 47.000 kroner – og man får virkelig meget for merprisen, både i form af udstyr og køreegenskaber. Hvis man ikke kan få effekt nok og synes at udsigten til en Cupra version ligger for langt væk, findes Ibiza også i en 150 hestes version.

 

Den har vi stadig til gode at prøvekøre, men da den kun koster 12.000 kroner yderligere, lyder den ret spændende: 0-100 km/t på 7,9 sekunder og 215 km/t på toppen. Fælles for 115 hestes udgaven og 150 hestes versionen er 6 manuelle gear, men til 115 hk kan også leveres et 7-trins DSG gear. Med den transmission som en del af drivlinen rammer listeprisen lige under 200.000 kroner.


Andre SEAT prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også:

SEAT Ibiza First World Test >>>


SEAT Ibiza FR er ingen racerbil, men den kvikkeste version af den nye Ibiza, med sportsaffjedring - og med 0-100 km/t på 9,3 sekunder er den ret kvik endda. Men hvordan klarer den en regnvåd dansk efterårsvej? Se videoen og få svaret. Fuld HD.


 


Model:

SEAT Ibiza FR 1,0 TSI 115 hk

Listepris:

Kr. 181.470

Motor og transmission:

3 cyl. 1,0 ltr. Turbo benzinmotor. 115 hk. 200 Nm/2000-3500 omdr./min. 6 M/T.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

9,3 sek./ 195 km/t/ 21,3 km/l / 106 g/km

Længde:

4,06 m

Bagagerum:

355 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD. ESP. Aut. nødbremse. 17” letmetalfælge. Sportsaffjedring. Tågeforlygter med kurvelys. Opvarmede sprinklerdyser. 6 airbags. Fjernbetjent centrallås. Fartpilot. Aircondition. El-justerbare sidespejle m. varme. Multijusterbart FR læderrat. El-sideruder for og bag. Sædevarme. FR Sportssæder. Regnsensor. Isofix. FR Bagspoiler. Navigation.


Link til importøren


 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt