- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Ford Edge Sport 2,0 TDCi 210 hk Powershift iAWD

Magnum SUV med kant


Af Søren Clauding – januar 2017

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

På en måde virker den overvældende. Stor, næsten pompøs. Men egentlig er dimensionerne ikke SÅ voldsomme. Men en Ford Edge ER en stor SUV og den er skabt som amerikanerne vil have sådan en. Ikke så mærkeligt, at den først i den nye generation (den 2.)er kommet til Europa – den hidtidige ville nok ikke have slået an.

 

Men Ford har også set tendensen. Europæiske bilkøbere er blevet vilde med SUV’er. Både de mere beskedne, men så sandelig også de større. En moderne SUV har også masser af funktionelle muligheder, man sidder højt, den kan trække ordentlige anhængere, man kan komme frem, hvor man i konventionelle biler bliver hængende, bilerne ser godt ud, de har pondus, men fremfor alt: Den tekniske udvikling har gjort det muligt, at få de store, høje biler til også at køre ret godt.

 

Prøvet overalt

Vi har prøvet den nye Ford Edge på danske landeveje, vi har fræset rundt i den på FDM Jyllandsringen, vi har kørt med den i mudderhuller (efter fotograferingen), men den ultimative test udsatte vi den for, da vi racede ud på en tysk autobahn og langt om længe fik den op på de 211 km/t, den kan køre på toppen.

 

Sådan en bil har nemlig i Ford Edge format både stor vindmodstand, den er tung, og den er egentlig ikke skabt til at køre hurtigt, for ikke mindst i USA er hastighedsgrænserne restriktive, og ”over there” går ordensmagten mere håndgribeligt til værks, hvis ikke man overholder lovgivningen. Men den kan det, vi forventede det egentlig også og blev til fulde bekræftet.

 

Ultra stabil

Det er centralt ved en bils køreegenskaber, især når den skal kunne håndtere lange køreture – og det skal en Ford Edge vel kunne – at den er stabil. Ved de høje hastigheder bliver svaghederne synlige og mere mærkbare. Vi har en vis erfaring efterhånden i at køre hurtigt i store SUV’er – og Ford Edge er klart en af de allerbedste.

 

Forklaringen ligger givet vis i anvendelsen af den allermest moderne støddæmperteknologi, som betyder, at man ikke behøver gøre en bil ukomfortabel stram, men også i, at multilink baghjulsophænget reducerer bagendens med-styring, så den stort set er ikke eksisterende. Dertil kommer en beskeden sidevindsfølsomhed.

 

Den prøvekørte version var endda Sports-udgaven med strammere undervogn. Det mærkede vi ikke meget til, hvad komforten angår, men det kan naturligvis have haft betydning for den generelle køreoplevelse.



Aktiv støjreduktion

I kabinen mærker man ikke meget til støj – det er både komfortabelt og også en sikkerhedsfaktor, fordi man ikke trættes på den længere køretur, når støjen er minimal. Det har man opnået vha. ”Active Noise Control” hvor bilen højtalere udsender støj, der modvirker svingningerne fra den uundgåelige naturlige støj, og derved reducerer frekvensernes styrke markant. Plus laminerede akustiske sideruder, som filtrerer støj udefra.

 

Alle de elementer er med til, at Ford Edge godt kan tåle betegnelsen ”premium SUV”, selv uden tilføjelsen af Vignale-navnet (Vignale er det, Ford kalder deres særlige premium-udgaver af deres modeller).

 

Avanceret firehjulstræk

I teknisk forstand er Ford Edge baseret på samme undervogn som Ford Mondeo og Ford S-Max. Men Ford har øget frihøjden til 20 cm (også derfor er det faktisk imponerende, så godt og stabilt den ligger på vejen ved høj fart) og desuden givet den såkaldt iAWD, altså et ”intelligent” All Wheel Drive. På almindelig dansk er det et firehjulstræk, der er der, når man har brug for det, men også via følere er i stand til, at sende kræfterne hen til det eller de hjul, der i det aktuelle øjeblik har mest brug for dem.

 

AWD systemet fungerer så præcist, at det på 20 millisekunder kan foretage en korrektion, og det sker uden afbrydelse, så selv en vandpyt eller et lille stykke is under et af hjulene er nok til at ændre kraftfordelingen. Det fungerer fortræffeligt.

 

Kraftfuld drivline

6-trins Powershift dobbeltkoblingsgearet arbejder glimrende sammen med den kraftige 210-hestes 2-liters turbodieselmotor, der også leverer et overbevisende drejningsmoment på 450 Nm over et omdrejningsinterval fra 2000 til 2259 omdr./min. Motoren er smidig, fartpræstationerne er glimrende, bilens størrelse taget i betragtning (0-100 km/t på 9,4 sekunder), men den skal altså bruge noget tid på, at ramme topfarten på de 211 km/t (se onboard videoen her på siden), men hvor tit har man også lige brug for det…



Brændstoføkonomien på 16,9 km/l er også udmærket, men i praksis vanskelig at opnå, hvis man blot føler sig fristet til at anvende en smule af bilens accelerationsevne.

 

Rummelig og fleksibel

Hvad de funktionelle egenskaber angår, er Ford Edge ikke banebrydende. Men den har, hvad der forventes af en stor SUV mht. fleksibilitet og kabineindretning. Længden på 4,81 meter i kombination med den forholdsvis store bredde på 1,93 meter og tilsvarende lidt større højde end ”normale SUV’er” på 1,74 meter er med til at gøre bagagerummet stort. Det rummer 602 liter (inkl. reservehjul) og totalkapaciteten med bagsæderne lagt ned er 1847 liter – det er større end f.eks. i en VW Touareg.

 

Oven i det kommer et righoldigt udstyrsprogram, som fuldt ud modsvarer prisen på de små 800.000 kroner for den prøvekørte version. Udstyrslisten inkluderer f.eks. 230 Volt strømudtag, adaptiv styring (som aktivt modvirker den ellers lidt tunge fornemmelse af den trods alt store bil), p-sensorer for og bag, varme i rat og sæder, nøglefri betjening (inkl. el-bagklap), forrudevarme og navigation. To kameraer samt en radar sikrer pre-kollisions-effekten og fodgængergenkendelse, så ingen om muligt kommer til skade – det har vi ikke afprøvet…


Andre Ford prøvekørsler - find dem hér >>>


Oplev onboard hvordan en Ford Edge kører med 210 km/t på en tysk autobahn. Videoen kan også ses i Fuld HD.


 


Model:

Ford Edge Sport 2,0 TDCi 210 hk Powershift iAWD

Listepris:

Kr. 785.180

Motor og transmission:

4 cyl. 2,0 ltr.turbo-diesel. 210 hk. 450 Nm/2000-2250 omdr./min. 4X4. 6-trins dobbeltkoblings aut. gear. Sportsundervogn.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

9,4 sek./ 211 km/t/ 16,9 km/l / 1152 g/km

Længde:

4,81 m

Bagagerum:

602/800-1847 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. 20” letmetal fælge. Forrude med varme. Nøglefri adgang og start/stop. 6 airbags. 2-zone klimaanlæg. Multijusterbart læderrat med varme. Adaptiv styring. Sædevarme. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot. Regnsensor. P-sensorer for og bag. Bakkamera. Isofix. SYNC 2 infotainment system med navigation. 12 højtalere. Active Noise Control.


Link til importøren


 

 

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt