- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest:

SEAT Ibiza SC Cupra 1,8 TSI

Pris attraktiv og sikker landevejsracer


Af Søren Clauding – april 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

215.000 kroner for 192 hestekræfter med tilhørende fartpræstationer. Det er helt unikt. Især fordi den SEAT Ibiza SC Cupra med 1,8 liters TSI motor, det handler om, har hele grundlaget for de mange kræfter i orden. Den kører godt og den er sensationelt hurtig.

 

Man skulle derfor tro, at med lidt data på ville det hele være sagt. Men det er det ikke. Naturligvis er 0-100 km/t på 6,7 sekunder overbevisende. Det hævdes også, at den kan køre 235 km/t på toppen – det har vi ikke prøvet. Men udover, at den kan køre så hurtigt, har den også køreegenskaber, det matcher. Derved bliver den lille Cupra ikke bare markedets hurtigste bil i bare tilnærmelsesvis samme prisklasse, den bliver også en meget, meget køresikker bil.

 

Enestående styrepræcision

Med mindre man begiver sig ud på en afspærret bane og betaler en god sum penge for at få lov til at lufte sit indre racer-gen i nogle timer, sætter de danske hastighedsgrænser jo en stopper for spasen efter rundt regnet 4-5 sekunder på almindelig landevej. Derpå handler det om, at nyde den fine præcision, hvormed man kan angribe hver eneste bugtning på vejen.

 

Det kan man nemlig få lov til, uanset fart, og kan man nyde præcisionskørsel, er man i dette element, for det er noget af det, Ibiza Cupraen tilbyder i rå mængder. Endnu bedre bliver det, hvis man vælger den særlige sportsindstilling, som strammer undervognen yderligere op og ved samme lejlighed gør noget tilsvarende ved styring og speederrespons. Det er ikke en meget stor forskel, der opnås, men det gør ikke så meget – den er nemlig i enhver henseende stram nok i forvejen.



Det er ikke til at se det…

Ibiza Cupra er populært sagt en lille kanon, der bygger videre på SEAT fabrikkens stolte Cupra traditioner. Insightere ved, at Cupra er noget særligt, det cementeres med den nye Ibiza Cupra, men hvis ikke lige man ved det, er det svært at se. Jo, hvis man ved, hvad man skal se efter.

 

Et unikt kendetegn er det centerplacerede bageste udstødningsrør og de bageste defusere. 17” letmetal-fælge er også et klart signal. Lader man blikket falde ind mellem egerne, ser man de store røde og yderst effektive bremsekalibre, også de sender det entydige signal.


 


I kabinen handler det om sæder og rat. Og så kan man kun stige indenfor gennem én dør i hver side.

 

Flot udstyr

I kabinen er el-ruder i fordørene og klimaanlæg standard. Det samme er den 6-trins manuelle gearkasse, der heldigvis har fået lov til at tage hånd om transmissionsopgaven i stedet for en af de ellers i VW-gruppen så populære DSG gearkasser. Sidstnævnte ville formentlig gøre bilen dyrere og lå også i forgængeren, da vi dengang prøvekørte den. En sådan dobbeltkoblings-gearkasse har imidlertid den svaghed, at den er lynhurtig, når den skifter op i gearene, og typisk noget mere sindig, når man skal ned i gearene eller skifter mening undervejs i accelerations- eller decelerationsforløbet.

 

Dertil kommer, at vil man føle og fornemme de mange kræfter og motorens store potentiale, er den direkte transmission også den rette. Tak for det.

 

Superudstyr – dog uden sædevarme

I kabinen mangler man sjovt nok sædevarme, men det kan formentlig tilskrives de særlige sportssæder, som næppe er så lette at indbygge varmetråde i. Men ellers er det svært at finde noget, der mangler.

 

Lyset er nemlig også i topklasse, så man kan køre trygt i mørke: Bi-Xenon forlygter med LED og tågeforlygter med drejefunktion fungerer bare rigtig, rigtig godt, og så kan man virkelig boltre sig når som helst.

 

Det hurtigt bankende hjerte

Maskineriet er naturligvis hjertet i den suveræne fartoplevelse. SEAT har som nævnt tidligere haft en Ibiza Cupra på programmet (læs vores prøvekørsel af SEAT Ibiza Cupra i 2013 hér >>>). Dens 1,4 liters motor ydede 12 hestekræfter færre end den nye. Men det væsentligste er, at man foruden den store effekt får stillet et drejningsmoment på ikke mindre end 320 Nm til sin rådighed, når det er på sit højeste. Og det er det i et omdrejningsinterval – og hold nu fast – fra 1450 til 4200 omdr./min.



I praksis betyder det, at man har det store drejningsmoment ”altid”. Og så forstår man også hvorfor de fine fart-præstationstal ikke bare er imponerende i sig selv, men også opleves sådan, hele tiden og altid, mens man er undervejs.

 

Overvindelse af spare

Benzinøkonomien kan holdes på 16,1 km/l. I praksis er tallet lavere, også selvom man gør sig umage for at køre økonomisk. Det er dog svært, ikke at køre økonomisk, men at få sig selv til at gøre det. Det kræver virkelig en overvindelse.

 

Alternativet er, at købe den allerbilligste SEAT Ibiza. Derved slipper man 100.000 kroner billigere, man slipper af med 117 hestekræfter og må klare sig med 75. Det kan naturligvis lade sig gøre, men hvor er det meget sjovere at have masser af kræfter og det fænomenale vejgreb og ikke mindst den store køresikkerhed, som Cupra’en leverer…

Andre SEAT prøvekørsler – find dem hér >>>


Klik på billedet og oplev en køretur i den ultra hurtige Cupra-udgave af den kompakte SEAT Ibiza.

Kan også ses i Fuld HD på YouTube >>>


Radioindslag og TV/videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.


 

 


Model:

SEAT Ibiza SC Cupra 1,8 TSI

Listepris:

Kr. 214.900

Motor og transmission:

4 cyl. 1,8 l turbo-benzin. 192 hk. 6 M/T.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

6,7 sek./ 235 km/t/ 16,1 km/l /139 g/km

Længde:

4,04 m

Bagagerum:

292 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 17” letmetal fælge med 215/17-40 dæk. Bi-Xenon forlygter med LED. Tågelygter med kurvelys. 6 airbags. Fjernbetjent centrallås. Multijusterbart sports læderrat. Klimaanlæg. Sportssæder. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for. Fartpilot.


Link til importøren


 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt