- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Renault Mégane 1,6

Energy TCe 205 EDC GT


Dobbelt power på flot design


Af Søren Clauding – november 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Renault Mégane 1,6 Energy TCe 205 EDC GT – eller i daglig tale blot ”Mégane GT” – er topmodellen i Mégane modelviften. Den er den dyreste, den hurtigste men også den mest avancerede. Hvor den billigste Mégane er prissat til 190.000 kroner, koster Mégane GT præcis det dobbelte: 380.000 kroner.

 

Om Mégane GT også er det dobbelte værd, må bero på ens temperament og ønsker. Men alt imens designet i det store hele er identisk, får man noget nær det dobbelte ud af det, når man betaler det dobbelte. Man får styring på fire hjul i stedet for to, man får 205 hestekræfter i stedet for 100 – men man kan dog ikke køre dobbelt så hurtig, og GT’eren bruger heller ikke dobbelt så meget benzin og derfor skal man heller ikke betale det dobbelte i ejerafgift. Egentlig meget hensigtsmæssigt.



GT-look

Den er en helt igennem meget lækker bil. De funktionelle egenskaber har vi været inde på tidligere og de kan overføres på GT-versionen. Visuelt falder de store 18” fælge i øjnene og bagtil er der dobbelte udstødningsrør, men egentlig er det ikke så meget udvendigt, at den skiller sig ud.



Bag rattet nyder man det lækre GT-sportsrat i læder, kaster man et blik ned på gulvet ser man de racer-inspirerede aluminiumspedaler, og sæderne, man sidder i, er også særlige GT sportssæder. Dertil kommer at det omfattende R-Link 2 infotainmentsystem er standard i en GT – det betjenes via en 7” skærm i midterkonsollen.



Launch-control

Når man har sat sig til rette i sportssæderne og starter maskineriet op, får man det fulde udbytte af investeringen. En herlig motorlyd, launch-control, så man ikke behøver tænke på at ESP-systemet griber ind imod en for voldsom speeder og får bilen til at sakke håbløst bagefter. Næh, launch-control sikrer fuld fart frem og siden nås de 100 km/t på 7,1 sekunder.

 

Egentlig skal man ikke gøre så meget andet end at træde speederen ned, for 7-trins dobbeltkoblingsgearet ”EDC” (= Efficient Dual Clutch) håndterer gearskiftet. Og skal man ned i fart i en fart, har gearkassen også en såkaldt Multi Change Down funktion, så den hurtigt kommer ned i det gear, der nu vil være det rette, når man på ny skal hurtigt op i tempo.

 

Ægte Gran Turismo

Topfarten på 230 km/t er ikke meget vigtig på det danske vejnet, men selvfølgelig skal bilen kunne håndtere det. Derfor er en sportsundervogn, som gør kontakten med underlaget mere kontant, en god sikkerhed, hvis man måtte køre så hurtigt. Mégane GT er dog ingen racerbil, men en hurtig GT-bil i ordets oprindelige forstand (GT=Gran Turismo) og der er ikke megen mening i at drøne rundt på en racerbane, for at se hvad den kan – den vil alligevel komme til korte i forhold til mere potente konkurrenter med mange flere hestekræfter gemt i maskinrummet.

 

Firehjulsstyringen har da også større relevans på det almindelige vejnet, hvor baghjulene styrer samme retning som forhjulene ved motorvejsfart, alt imens de styrer modsat forhjulene ved lav fart (det hele foregår trinløst og umærkeligt). Hvis man kommer ud for hurtigt retningsskifte ved moderat fart (f.eks. en undvigemanøvre), vil de styrende baghjul kunne opfange det, der kunne være endt i en baghjulsudskridning. Som sådan er de ikke bare en fancy teknologisk gimmick men en reel sikkerhedsmæssig funktion.

 

Top eller ikke top – det er spørgsmålet

På den ene side er Mégane GT topmodellen, på den anden side er den det ikke. Vi prøvekørte for nylig den såkaldte Bose-edition (Renault Mégane Bose Edition - læs mere >>>), som er prissat til 314.000 kroner. Den havde på flere punkter et bedre udstyr, et Bose lydanlæg ikke mindst og en lettere læselig 8,7” berøringsskærm. Der er heller ikke massagemulighed i førersædet i GT – det må man selv stå for ved f.eks. hurtig (men forsvarlig – husk det) kurvekørsel og hænderne kan ikke holdes varme af rattet i en GT, så det er blot på med kørerhandskerne, hvis man ikke vil fryse.

 

En Mégane GT er unik, den vil bestemt ikke passe til alle. Men er man født med et blot et miniature racer-gen, er den underholdende og absolut en option. Set i det lys er prisen også rimelig. Dobbelt så høj, hvis man sammenligner med den billigste Mégane – men attraktiv, hvis man sammenligner med, hvad man ellers kan få af ”raceri” for de samme penge.


Andre Renault prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også: Renault Mégane Bose Edition >>>


 


Model:

Renault Mégane 1,6 Energy TCe 205 EDC GT

Listepris:

Kr. 379.900

Motor og transmission:

4 cyl. 1,6 ltr. turbo-benzinmotor, 130 hk. 280 Nm/ 1400 omdr./min. 7.trins dobbeltkoblings automatgear.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

7,1 sek./ 230 km/t/ 16,7 km/l / 134 g/km

Længde:

4,36 m

Bagagerum:

384 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. Hill Start Assist. Launch-funktion. Aktivt nødbremsesystem. Vognbaneassistent. 18” letmetal fælge. Fuld LED forlygter. Forlygte-spulere. 6 airbags. Fjernbetjent centrallås med håndfri betjening. El-justerbare indklappelige sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. 2-zone klimaanlæg. Multijusterbart læderrat. Sportssæder. Sædevarme. Fartpilot. P-sensorer for og bag. Bakkamera. Regn- og lyssensor. Isofix. 7” skærm.


 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt