- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest:

Opel KARL 1,0 Cosmo Easytronic

Lettere kan det ikke være…


Af Søren Clauding – juni 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi prøvede den nye Opel KARL for allerførste gang i og udenfor Amsterdam for et år siden, i forbindelse med de første internationale prøvekørsler af Opels nye mini. Allerede dengang var det klart, at KARL var i særklasse. Det blev dokumenteret endnu engang nu på danske landeveje, hvor det nye automatiske Easytronic gear gjorde det klart: Lettere kan det ikke være…

 

Easytronic er ingen ny opfindelse. Det er reelt en manuel gearkasse, der er tale om, men gearskiftet er automatisk. Dvs. der er indbygget et hydraulisk system, der tager hånd om gearstangen, som selvfølgelig ikke er ført ind i kabinen – det hele foregår usynligt under bilen. I kabinen har man en helt almindelig gearvælger, som i en hvilken som helst anden bil med automatgear. Når man skal køre, drejer man tændingsnøglen og skubber gearvælgeren til venstre, træder på speederen og af sted går det.

 

Easytronic er nyt i KARL

Det manuelle automatiske gearskifte var ikke klart ved testkørslerne i Holland. Testbilen i Danmark havde kun kørt 30 kilometer, da vi overtog den, så det var i mere end én forstand ganske nyt. Men ingen bekymringer med tilkørsel og særbehandling – for det hele styres elektronisk.

 

Hvis man absolut selv vil bestemme, hvornår der skal skiftes gear, kan man anvende gearvælgeren – og det kan naturligvis i visse tilfælde være en fordel. Det foregår ligeså enkelt og ukompliceret. Opel KARL er ikke bare den bedst kørende bil i miniklassen for lavt prissatte biler (en MINI Cooper, der koster tre gange så meget, kører nu engang bedre og Opels egen ADAM er bestemt heller ikke ringe…). Men for de 80.000 kroner, som den billigste KARL koster, får man ingen bedre kørende fabriksny bil på danske nummerplader.

 

Den allerbedste side

På de danske landeveje viste Opel KARL sig fra sin allerbedste side. Den styrer præcist (se videoen her på siden, f.eks. i YouTube udgaven i Fuld HD, hvor man virkelig fornemmer den præcise og ubesværede kørsel), affjedringen er fremragende, fornemmelsen af kørebanen ligeså, og når man er inde i bytrafikken er der tale om en væver bil, hvis køreegenskaber lægger op til mere end bytrafikken tillader. Det passer såmænd udmærket til den lille 75-hestes benzinmotor i motorrummet, der ikke forvandler KARL til en racer.

 

Det er den da heller aldrig tænkt, at skulle gøre. Faktisk præsterer den en højere effekt end de fleste af konkurrenterne i samme priskategori, men den bruger 14,9 sekunder på at nå 100 km/t. Uden Easytronic kan man klare samme øvelse på 13,9 sekunder, hvis man er tilstrækkelig hurtig på gearstangen. Det er automat-transmissionens eneste svage punkt og årsagen til, at ikke alle er begejstrede for et sådan gearskift. Men skal man anke over den, skal man også anke over, at der ikke er dobbelt så mange hestekræfter gemt under motorhjelmen og meget andet. Den slags biler findes også, men så er det ingen Opel KARL, og så får man hurtigt lov til at betale kassen.

 

Ens benzinøkonomi

Benzinøkonomien er i øvrigt den samme for Easytronic versionen som i udgaven med manuelt gear. Den kan officielt køre 23,3 km/l. Opel har godt nok en variant, der kører 24,4 km/l, det er samme motor, men den har også en stop/start funktion og en sådan spiller ikke sammen med Easytronic. Ved landevejskørsel er det ingen som helst forskel – det er kun i byen, hvor stop/start har betydning, at man kan mærke et reduceret benzinforbrug. Maskineriet er Opels nye 3-cylindrede 1-liters benzinmotor uden turbolader. Den er stilfærdig, forbavsende smidig og i rigtig god harmoni med Easytronic.



Cosmo udstyret er pengene værd

Med Easytronic automatikken fulgte også Cosmo udstyret, som er Opels top udstyrsniveau. Det retfærdiggør merprisen på 50.000 kroner. Faktisk står Cosmo udstyret for de 40.000 kroner af merprisen (hvis man ser bort fra den andel af beløbet, der går til sponsoratet af den danske statskasse), og det er da også alle pengene værd. Easytronic kan dog også fås ifm. Enjoy udstyret, som er 20.000 kroner billigere.

 

Men det er ikke det ringeste her i verden at have en bil, der blot måler 3,68 meter i længden og har et bagagerum på 215 liter (som kan øges til over 1 kubikmeter, når de asymmetriske – 60/40 – bagsæderyglæn lægges ned), med læderrat med varme, sædevarme, el-ruder både foran og i de bageste sidedøre, fartpilot med –begrænser, klimaanlæg, tågeforlygter med drejefunktion (så tågelygten i den side, hvortil man drejer, ved lav fart tænder, når forlygterne er tændt), fjernbetjent centrallås, mørkt tonede ruder bag og vognbaneskifte-alarm.



Ikke meget bedre

Og så har KARL i Cosmo udgaven også 15” alufælge, der er med til at gøre køreegenskaberne endnu skarpere. For nogle vil det være et minus, at KARL ikke må køre med anhænger, men det er den ikke ene om i denne bilkategori.

 

Uden blusel vil vi godt udnævne Opel KARL til i skrivende stund at være den bedst kørende minibil i sin prisklasse, den har en fremragende finish – uanset udstyrsvariant – og med Cosmo udstyret samt Easytronic bliver det ikke kun ”ikke meget lettere” men også ”ikke meget bedre”.


Andre Opel prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også: KARL kører med klatten >>>


Klik på billedet og oplev en køretur bag rattet i den nye Opel KARL med Easytronic automatgearet

Kan også ses i Full HD på YouTube >>>


Radioindslag og TV/videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.


 


Model:

Opel KARL 1,0 Cosmo Easytronic

Listepris:

Kr. 129.900

Motor og transmission:

3 cyl. 1,0 ltr. 75 hk. 95 Nm/ 4500 omdr./min. 5-trins automatisk “manuel transmission”.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

14,9 sek./ 170 km/t/ 23,3 km/l / 99 g/km

Længde:

3,68 m

Bagagerum:

215/1013 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. Hill Start Assist. 15” letmetal fælge. Tågeforlygter med drejefunktion. 6 airbags. Klimaanlæg. Højdejusterbart læderrat med city-servo-indstilling. Sædevarme. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot med -begrænser. Isofix. Vognbaneskiftealarm.


Link til importøren


Der er god plads på bagsædet i en KARL, set i forhold til hvad konkurrenterne byder på. Og et stort handskerum er også et særsyn i denne bilklasse.

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt