- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Opel Astra Sports Tourer 1,0T 105 hk Enjoy

Opels nye bestseller


Af Søren Clauding – maj 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Opel har succes med den nye Astra. Stor succes, og berettiget. Ikke for ingenting har den tyske bilproducent med Astraen både opnåede titlen ”Årets Bil i Danmark” og ”Car of the Year” i Europa samt stribevis af tilsvarende udenlandske anerkendelser. Og med den helt nye og effektive 1-liters benzinmotor i kombination med stationcar-varianten Sports Tourer har fabrikken antagelig skabt deres nye bestseller.

 

Især den her prøvekørte udstyrsversion, Enjoy, vil appellere til de danske bilkøbere, tror vi. Det er 2. udstyrsniveau, over basisudgaven Essentia, og merprisen er 24.000 kroner, så man rammer en listepris på 232.000 kroner. Det er en meget attraktiv pris, fordi man foruden udstyr også får en yderst velkørende og helt igennem moderne bil ud af sin investering.

 

Godt pris/værdi forhold

Vi har ved flere lejligheder tidligere kunnet berette om den nye Astra, ikke mindst i forbindelse med de første internationale prøvekørsler, som for Sports Tourer versionens vedkommende fandt sted i Portugal. Men vi har ikke tidligere haft lejlighed til at prøvekøre den med den nye 105 hestes 3-cylindrede benzin turbomotor. Det har vi så nu og i pris/værdi forholdet scorer netop den kombination rigtig godt.



Opel har arbejdet målrettet på at eliminere svaghederne ved de små motorer, dvs. vibrationer og støjbilledet. Det er lykkedes næsten til det perfekte. Vibrationerne er virkelig ikke mærkbare og lyden – den lyder nærmest som en sekscylindret maskine og det har ingen nogensinde tidligere beklaget sig over. I øvrigt hører man ikke meget til den overhovedet. Lidt brummen i accelerationen, men det er også alt. Samlet er Opel Astra Sports Tourer en meget lydløs bil.

 

Fleksibel

Motorens fleksibilitet er forbilledlig. Det skyldes, at den udmærkede effekt på de 105 hestekræfter suppleres af et ligeså godt drejningsmoment (170 Nm), som topper allerede ved 1800 motoromdrejninger/minut og leveres helt op til 4250 omdr./min. Smidigheden er fremragende og benzinøkonomien på 23,3 km/l placerer den blandt de absolut mest brændstoføkonomiske benzinbiler i klassen. Man skal bare lade være med at brænde alle kræfterne af – og det kan iblandt være en udfordring i sig selv. Vi kørte det meste af tiden mellem 18 og 19 km/l, men kørslen inkluderede også en god portion motorvejskørsel op til 130 km/t.

 

Opel Astras gode køreegenskaber og på én gang komfortable og dynamiske affjedring lægger nemlig op til kvik og bevidst kørsel. Den når 100 km/t på 11,7 sekunder – et tal, der ikke i sig selv er enestående, men fordi man oplever det gode turbo-boost undervejs i accelerationsforløbet og fordi motoren bare bliver ved med at trække op i fart, også når de magiske 100 km/t er passeret, går det officielle tal faktisk hen og bliver lidt misvisende for bilens formåen.

 

Inspirerende kurveegenskaber

Med den lille benzinmotor i maskinrummet er Astra stationcaren ikke mindre end 133 kg lettere på fronten end med den kraftige dieselmotor, vi prøvede i Portugal. Det gør hele køreoplevelsen meget mere væver og inspirerende, i hvert fald når der er snoninger på vejen. Og så er det, at kørebevidstheden skal lægge end dæmper på speederfoden, hvis man også vil opnå den gode benzinøkonomi.

 

Vi har været inde på Sports Tourerens funktionelle egenskaber ved prøvekørslerne i Portugal. Når man bruger bilen over nogle dage får man understreget, hvor stor den i virkeligheden er. Hér er det officielle tal på ingen måde misvisende: 4,70 meter og et bagagerum på 540 liter, der kan udvides til 1630 liter er godt. Den nærmer sig dimensioner og brugbarhed som storebror Insignia og det omfatter også den god benplads på bagsæderne. Den prøvekørte version havde desuden lyst loft og lyse øverste sidepaneler, som var med til at give en rummelig og let følelse i kabinen.

 

Gedigen oplevelse

Udsynet bagud kunne man ønske sig bedre og bagklappen er ikke blandt de letteste i verden, men sidstnævnte er med til at understrege den gedigne oplevelse af bilen – og udsynet bagud kompenseres der for i manøvre-situationer gennem effektive p-sensorer, i øvrigt både for og bag. Det er et af mange plusser ved Enjoy udstyret.

 

Den billigste Astra Sports Tourer er ikke dårligt udrustet. Den har bl.a. aircondition, el-ruder foran, el-sidespejle med varme og fjernbetjent centrallås. Enjoy udstyret inkluderer desuden bl.a. det avancerede Intellilink infotainment system, sædevarme, læderrat med varme, elsideruder også bag, fartpilot, regnsensor og lyssensor men ikke mindst muligheden for at tilkøbe hele paletten af avanceret ekstraudstyr. Den mulighed har man stort set ikke i basisversionen.

 

Mange muligheder

Naturligvis stiger prisen, hver gang man sætter kryds på listen over ekstraudstyr, men har man muligheden kan vi på det varmeste anbefale at bruge 17.000 kroner på LED Matrix lygterne, der ikke bare giver et enestående lys, men også øger sikkerheden ved at lyse udenom foran og modkørende uden at blænde dem, og derigennem optimere sikkerheden ved kørsel i mørke. Den egenskab er Opel foreløbig ene om i den prisklasse.

 

Den prøvekørte bil var desuden udstyret med en effektiv vognbaneassistent, som superblødt og næsten umærkeligt bringer bilen på rette spor, hvis man nærmer sig kørebaneafmærkningerne.


 

Andre Opel prøvekørsler – find dem hér >>>

 

Læs også: Opel overgår sig selv >>>


 


Model:

Opel Astra Sports Tourer 1,0T 105 hk Enjoy

Listepris:

Kr. 232.000

Motor og transmission:

3 cyl. 1,0 ltr. Turbobenzin. 105 hk. 170 Nm/ 1800-4250 omdr./min.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

11,7 sek./ 195 km/t/ 23,3 km/l / 100 g/km

Længde:

4,70 m

Bagagerum:

540-1630 Liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. Emergency Brake Assist. Fjernbetjent centrallås. El-sidespejle med varme. 6 airbags. Multijusterbart multifunktions læderrat med varme. Fartpilot med -begrænser. Kørecomputer. Aircondition. Sædevarme. El-sideruder for og bag. Isofix. P-sensorer for og bag. Regnsensor. Tagræling i sort.


Link til importøren


 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt