- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: KIA cee’d 1,0 Turbo GDI

120 hk GT-Line

Turbo på designet


Af Søren Clauding – juni 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Færdselsloven samarbejder sjældent med potente landevejsracere af GT-typen. Efter 5 sekunder er spasen slut, når man rammer de 80 km/t, og derfor er en bil som KIA cee’d GT med over 200 hestekræfter for mange skudt en smule – eller måske en hel del – over målet. Det har KIA også en løsning på. De har nemlig ikke mindst sat turbo på designet.

 

Bilen er en KIA cee’d. Den har fået tilnavnet GT-Line. Og her siger ”Line” det hele. Der er groft sagt tale om en bil, der er ligeså flot, ligeså fræk og næsten ligeså appellerende som en ægte cee’d GT. Men skindet bedrager, hvis udseendet indikerer motorkræfter. Dem er der nemlig ikke helt så mange af som i en cee’d GT. 120 hestekræfter er det hele. Men i den virkelige verden rækker de vel egentlig ganske godt, eller?

 

Den ser rigtig godt ud

Naturligvis kan man ikke komme så hurtigt ud af svingene som i en GT (læs vores prøvekørsel af KIA cee’d GT hér >>>), men man har næsten den samme oplevelse af at se på bilen, når man stiger ind og ud. Og under kørslen oplever man en bedre affjedringskomfort, et lavere støjniveau (men det er nok med vilje gjort højere i GT) og ikke mindst: En markant bedre benzinøkonomi.

 

I tørre EU-specificerede tal kører en cee’d GT 13,5 km/l. cee’d GT-Line kører ikke mindre end 20,4 km/l (i praksis omkring de 15-16 km/l, hvis man ikke kører specielt påpasseligt). Det er ikke bare penge at spare på benzinregningen og den grønne ejerafgift, det er også en mere miljørigtig tilgang til bilkørsel. Man kan sige det på den måde: En bil behøver ikke være kedelig at se på, blot fordi den er skånsom mod miljøet.

 

GT-look

Og den er bestemt ikke kedelig at se på. Den har de fleste af GT’ens kendetegn, ikke mindst de fancy icecube forlygter, der ligner isterninger i en rød drink. Den har diverse spoilere og raceragtige kofangere, særlige GT-Line pedaler, sæder osv. Dobbelte udstødningsrør underbygger udseendet, pianolak-grill osv.


 


Den har naturligvis ikke de store røde bremsekalibre, som – så længde de er renvaskede – er iøjefaldende ved en GT, og heldigvis er alufælgene holdt på moderate 17” (kontra 18” på en GT – men stadig 2” større end en standard cee’d) for derved opnår man på én gang den førnævnte rimelig komfortable affjedring og alligevel en præcis styring.



Og så er der en betydelig større sum penge tilbage på bankkontoen.

 

Cirka 70.000 kroner sparet

En cee’d GT (altså ikke pro_cee’d GT, som kun har tre døre) koster mellem 300.000 og 350.000 afgiftsreducerede kroner. Udstyrsmæssigt er bilerne ikke helt sammenlignelige, men GT-Line havner et sted mellem de to GT-udstyrsversioner. Og GT-Line koster kun 260.000 kroner.

 

Sat i forhold til f.eks. den almindelige cee’d med den samme 3-cylindrede 1-liters turbobenzinmotor som i GT-Line, blot neddroslet til 100 hk (læs vores prøvekørsel af cee’d 1,0T hér >>>), er merprisen for GT-Line beskedne 32.000 kroner. For de penge får man både flere hestekræfter – trods alt – og mere udstyr.

 

GT-Line udstyret

GT-Line udstyret omfatter bl.a. de nævnte 17” alufælge, fartpilot med begrænser, el-sideruder både for og bag, p-sensorer bag plus alt den fancy kosmetik, som bilen er pakket ind i. Derudover er den som cee’d alene også udrustet med tågeforlygter med kurvelys, fjernbetjent centrallås, 2-zone klimaanlæg, ratvarme, flex-steer, sædevarme og også af en vis betydning: 7 års garanti (max. 150.000 kilometer, men ubegrænset kilometertal over de første 3 år).

 

Og den har naturligvis hele viften af funktionelle familiebils egenskaber inklusiv et fleksibelt, rummeligt bagagerum, udmærket bagsædeplads – bilens længde taget i betragtning.

 

Motoren i sig selv er smidig, letkørt, vibrationssvag og støjer ikke meget. Der er ikke meget 3-cylindret motor over den, måske lige bortset fra når speederen trædes i bund, så brummer den anderledes end en 4-cylindret GT-motor. Det kan næppe være anderledes og er i god harmoni med oplevelsen af bilen.


 

Andre KIA prøvekørsler - find dem hér >>>


 

 


Model:

KIA cee’d 1,0 Turbo GDI 120 hk GT-Line

Listepris:

Kr. 259.520

Motor og transmission:

3 cyl. 1,0 l benzin turbomotor. 120 hk. 171 Nm/1500-4000 omdr./min. 6 M/T.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

11,1 sek./ 190 km/t/ 20,4 km/l /115 g/km

Længde:

4,31 m

Bagagerum:

380-1318 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESP. 6 airbags. 17” alufælge. Tågeforlygter for med kurvefunktion Fjernbetjent centrallås. El-sidespejle. 2-zone klimaanlæg. Multijusterbart læderrat med varme. Flex-steer. Fartpilot med –begrænser. El-sideruder for og bag. Sædevarme. Asymmetrisk bagsæderyglæn. Isofix. Bluetooth, AUX, iPod og USB stik. P-sensorer bag. 7 års garanti.


Link til importøren


 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt