- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Hyundai i20

Active Cross 1,0T GDi Trend

Sjov og gennemført


Af Søren Clauding – august 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det er ikke ualmindeligt, at en bilfabrik skaber nogle ekstra høje ”cross” versioner af velkendte bilmodeller. Men typisk handler det om, at øge frihøjden 1-2 cm. I Hyundais tilfælde er man gået anderledes drastisk til værks og den særlige Active Cross udgave af i20 modellen har en forøget frihøjde på ikke mindre end 4 cm.

 

Men ikke nok med det. Visuelt ser den også anderledes ud end den bil, den er baseret på, altså den almindelige i20. Fronten er anderledes, der er monteret en slags frontbøjle, som også fungerer som beskyttelsesplade, som man kender det fra rallybiler. Bagtil er den ligeledes anderledes, også dér er en beskyttelsesplade monteret. Det giver bilen et noget andet og mere råt udseende og vi skal ikke underkende betydningen af beskyttelsespladerne, hvis man begiver sig derud, hvor man rent faktisk kan komme frem, alene på grund af den forøgede frihøjde.


 


 

Og hvorfor så alt det?

 

Sportsligt omdømme

Vi gætter på, at svaret kan findes i Hyundais ønske om at skille Hyundai mærket mere fra KIA mærket. De to søstermodeller skal ikke kun sælges af forskellige forhandlere på forskellige konditioner eller se forskellige ud, de skal også ind og røre ved kundernes grundliggende opfattelse af, hvad bilmærkerne står for. Og hér har man vedtaget, at Hyundai skal være det sportslige ”brand”.

 

Det er én af grundene til, at man valgte at Hyundai skulle gå ind i rallysporten og faktisk har gjort det så godt, at man med den seneste VM-rallybil, Hyundai ix20 WRC er begyndt jævnligt at besejre de erfarne og veletablerede biler fra Citroën (DS) og Volkswagen. De to fabrikker har også særlige performance versioner af de serieproducerede biler, der lægger udseende til rallybilerne, og den linje følger Hyundai nu så småt.

 

Active Cross følger linjen

Endnu er man ikke der, hvor man har skabt en serieproduceret performance version af Hyundai ix20. Men vi gætter på, at der ikke går alt for lang tid før en ny ix20 præsenteres og mon ikke, der så også kommer en hurtigt gående udgave. I mellemtiden kan man jo så kaste sig over i20 Active Cross…

 

Maskineriet i den prøvekørte version er den nye lille 3-cylindrede 1-liters turbobenzinmotor, der i dette tilfælde yder op til 100 hestekræfter. Den er en fin lille motor, lyd- og vibrationssvag, ret viril og omdrejningsvillig og den leverer det maksimale drejningsmoment på 172 Nm fra 1500-4000 omdr./min.



Alsidige køreegenskaber

Selvom man blot har fem gear til sin rådighed, kan man nå de 100 km/t på 10,0 sekunder og benzinøkonomien er på 22,2 km/l (lidt dårligere end de 23,3 km/l, den almindelige i20 kan opnå – men dens aerodynamik er også lidt anderledes). Topfarten er 176 km/t og ingen af de tal kan kaldes performance præstationer.

 

Men grundlaget er der for at gøre det meget bedre. Og da hastighedsgrænserne alligevel lægger en dæmper for udfoldelserne på det offentlige vejnet, kan man i stedet koncentrere sig om at nyde de gode køreegenskaber.

 

Multilink baghjulsophæng

Hyundai i20, og altså også Active Cross, har bl.a. multilink baghjulsophæng. Det er med til at sikre, at det er forhjulene, der styrer bilen og ikke baghjulene. Det gør bilen til en fornøjelse at køre, og den appellerer til mere fart. Den større frihøjde giver større hjulvandring og dermed er den også god at køre med på ujævne grusveje. På plan asfalt har man styret dæmpningen, så den også fungerer godt der.

 

Som sådan er det en fint kørende lille bil, Hyundai har bygget. Ikke mindst sat i forhold til prisen. Den koster 190.000 kroner med mellemudstyret ”Trend”. Den billigste version koster 160.000 og den har ikke blot et ringere udstyrsniveau, men også den ældre 100 hestes 1,4 liters benzinmotor ude fortil.

 

Flot udstyr og mere sjov

Det, man får for merprisen, er med andre ord en sjovere motor samt en udstyrsliste, der inkluderer bl.a. aircondition med køl i handskerummet, fartpilot til at styre temperamentet på lige landeveje, rat-varme og sædevarme, vognbaneassistent, radio med MP3 spiller, USB og Bluetooth tilkobling og tågeforlygter.

 

Og a-pro-pos lygter: Forlygterne er aldeles fremragende og giver et meget sikkert kørelys om natten. Indretningen i i20 Active Cross følger indretningen i den almindelige i20. Den er praktisk, funktionel og pæn. Dermed er i20 Active Cross ikke alene en sjov og sportslig bil men også et køretøj, familien vil kunne trives med.


Flexbunden gør det muligt at opnå et helt plant bagagerumsgulv.

Andre Hyundai prøvekørsler – find dem hér >>>


 


Model:

Hyundai i20 Active Cross 1,0T GDi Trend

Listepris:

Kr. 189.995

Motor og transmission:

3 cyl. 1,0 ltr. 100 hk. 172 Nm/ 1500-4000 omdr./min. 5 M/T.

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

10,9 sek./ 176 km/t/ 22,2 km/l / 106 g/km

Længde:

4,07 m

Bagagerum:

326/1042 liter

Værd at bemærke:

ABS. EBD og EBA. ESP. Hill start assist. 15” fælge. Tågeforlygter. Tagræling. 6 airbags. Fjernbetjent centrallås. El-justerbare sidespejle m. varme. Aircondition med køl i handskerummet. Multijusterbart rat med varme. El-sideruder for. Sædevarme. Split bagsæde 60/40. Isofix. Baksensor. Vognbaneassistent.


Link til importøren


 

 

 

 

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt