- dit motormagasin på nettet i samarbejde med danske radiostationer

Hør motorprogrammet hver uge - klik hér og se hvordan

 

Forsiden Nyheder Biltest Motorsport Diverse Kort nyt

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Klik på billederne og se dem større


Biltest: Hyundai Tucson 2,0 CRDi Premium 4WD aut.

Luksus-SUV - american style


Af Søren Clauding – juni 2016

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

SUV’er er populære blandt europæere og især os danskere. Vi har som hovedregel kun én bil pr. husholdning og så er det naturligvis vigtigt, at den, vi har, kan løse flest mulige opgaver. Med Hyundai logoet på fronten og 5 års ubegrænset fabriksgaranti i bagagerummet er Hyundai Tucson den koreanske bilproducents tilbud blandt mellemklasse-SUV’er.

 

Hyundai og KIA kører parallelløb på de fleste af deres bilmodeller. Som sådan har vi tidligere prøvekørt en af koncernens mellemklasse SUV’er i forbindelse med de første internationale testkørsler. Det var KIA Sportage, det dengang handlede om, som er søstermodel til Hyundai Tucson, så vi havde på forhånd en god idé om den mekaniske side af sagen. Ser man bilerne an, er det en helt anden sag. Bortset fra, at dimensionerne er givet af mekanikken, er de to bilmodeller visuelt vidt forskellige.

 

Chefdesigneren skiller vandene

Forklaringen er efter vores opfattelse den, at hvor der hos andre bilproducenter, der også har parallelt kørende bilproduktioner, typisk er tale om forskellige adskilte designafdelinger, har Hyundai gjort det anderledes. Hér er der godt nok også to adskilte designlinjer for hvert af de to bilmærker, men man har fælles designchef i form af mesterdesigneren Peter Schreyer, og han har med hård hånd sikret, at de to bilmærker er styret i hver deres retning. Det er lykkedes så godt, at der i princippet ikke er fællestræk ved nogle af bilerne.

 

Som sådan er der lagt rigtig meget i hænderne på køberne, der skal vælge mellem de to bilmærker. De skal vælge den model, de bedst kan lide. Og naturligvis skal de også kaste blikket på udstyrslisterne og vælge den pakke, der passer bedst. Egentlig en meget sund måde, at betjene kunder på.

 

Premium er toppen

Den hér prøvekørte Hyundai Tuscon er modellens absolutte top-version, Premium. Den har en 185 hestes turbodiesel under motorhjelmen, firehjulstræk og automatgear. Og som om det ikke var nok, havde man også som ekstraudstyr installeret panorama soltag (til en bemærkelsesværdig beskeden merpris på 18.000 kroner, for der er tale om et ægte soltag, der kan åbnes).

 

Dermed er prisen krøbet op på 600.000 kroner. Den billigste variant koster kun lige godt halvdelen, hvilket fortæller meget om hvor meget mere, man får med i købet – udover pladsforholdene, som er ens i enhver Tucson.

 

Rummelig og pæn

Der er tale om en temmelig rummelig SUV, med et bagagerum på 513 liter, der kan øges til 1,5 kubikmeter, når bagsæderyglænene klappes ned. I kabinen er der masser af plads, trods en længde på ikke mere end 4,48 meter, og vigtig: Det hele er pænt, moderne og skabt, som man måske især kan forestille sig at en amerikaner vil kunne lide.



Det er ikke uvæsentligt, når vi taler design, for Hyundai er meget populær i USA, ikke mindst fordi man har ramt en designlinje, som mere end rigeligt kan hamle op med andre populære mellemstore biler, skabt af nogle af amerikanernes egne bilfabrikker.

 

Omfattende udstyr

Allerede i udstyrsversionen ”Trend” er listen over udstyr god, men i topudgaven er der ikke noget, der mangler: 2 zone klimaanlæg, vognbaneassistent, varme i læderrattet, sædevarme både for og bag, elektrisk bagklap, p-sensorer både for og bag (der supplerer bakkameraet), navigation via en 8” skærm på midterkonsollen osv., osv. LED-lys er den moderne og effektive måde, at oplyse kørebanen på og kurvelys er en stor hjælp omkring hjørnerne eller hvis man kører i terræn – for det kan Tucsonen også. Også intelligent parkeringshjælp, som kan styre parkering af bilen, er standard – det fungerer fortræffeligt og er godt i en bil, hvor udsynet bagud ikke er dens største force.



Firehjulstrækket lægger op til 50 procent af kræfterne ud på baghjulene, Tucson er med sine 17 cm frihøjde ingen off-roader, men kører faktisk udmærket væk fra alfarvej, og den må trække 1900 kg på anhængerkrogen. Hvis det ikke er nok, skal man vælge modellen med den mindre 136-hestes dieselmotor. Det er ulogisk, men forklaringen er, at da fravælger man i samme moment automatgearkassen. Men man fravælger også firehjulstrækket, så konklusionen er, at Tucson da forvandles til en udmærket trækker, men den er bedst på plan vej.

 

Glimrende vejgreb

Her klarer 4WD varianten sig også godt. Hjulpet af store 245/45-19 hjul står den knagende godt fast gennem kurverne, til trods for vægten på 1800 kg. Kørselskomforten er glimrende og de mange kræfter, defineret af op til 185 hk samt 400 Nm over et ultrabredt momentområde (top-momentet holdes på de 400 Nm fra 1750 til 2750 omdr./min), giver meget fine fartpræstationer.



Ved dansk motorvejsfart er Tucson både stabil og lydsvag. 6-trins automatgearet løser sin opgave og spiller godt samme med firehjulstrækket. Og det officielle forbrugstal på 15,4 km/l er hæderligt, set i lyset af de mange kræfter, automatik og 4WD. Vil man have en bedre brændstoføkonomi er 136-hestes versionen løsningen. Uden automatgear og 4WD kører man da officielt 20,8 km/l.


Fuld LED forlys forvandler nat til dag...

 

Andre Hyundai prøvekørsler – find dem hér >>>



Klik på billedet og se videoen, der viser hvordan vognbane assistenten i Hyundai Tucson fungerer i praksis

Kan også ses i Full HD på YouTube >>>


Radioindslag og TV/videoklip vil kunne genhøres og genses på Motorradioen.dk i et års tid efter første offentliggørelse. Videoklippene vil derefter i et vist omfang kunne findes på YouTube.


Model:

Hyundai Tucson 2,0 CRDi Premium 4WD aut.

Listepris:

Kr. 599.995

Motor og transmission:

4 cyl. Common-rail turbodiesel 2,0 l. 185 hk. 400 Nm/1750-2750 omdr./min. 6-trins automatgear. 4WD

Præstationer acceleration/ topfart/

Brændstoføk/ CO2 udledning:

9,5 sek./ 201 km/t/ 15,4 km/l /170 g/km

Længde:

4,48 m

Frihøjde:

170 mm

Bagagerum:

513-1503 liter

Diverse:

ABS. EBD. ESC. Automatisk Nødbremse System. 19” alufælge. LED forlygter. 6 airbags. Fjernbetjent centrallås. Elektrisk bagklap. Multijusterbart læderrat. Lædersæder (ekstraudstyr). 2 zone klimaanlæg. El-justerbare sidespejle m. varme. El-sideruder for og bag. Fartpilot med fartbegrænser. Sædevarme for og bag. Vognbaneassistent. Navigation. 8” skærm. P-sensorer for og bag. Bakkamera. Smart Parkering.


Link til importøren


Elektrisk bagklap er standard.

 

Trods et bageste differentiale er der også plads under bagagerumsbunden.

 

Når bagsædernes ryglæn lægges ned bliver bagagerumsbunden næsten helt plan.

 

Der er mulighed for utallige køreindstillinger, Hill Decent Control, spærring af centerdifferentialet, automatisk parkering m.m.

 

19" letmetalfælge giver solidt vejgreb på plan asfalt.

Motorsiden.dk udgives og redigeres af Søren Clauding

© Motorsiden: Søren Clauding. Kontakt